Ståltovsproduktion involverer tre grundlæggende processer: trækning, stranding og bundtning.
Råmateriale: Ståltovstrækning refererer til processen med bejdsning, fosfatering, afbarkning og slugging af råmaterialet med et eller flere træk udført under denne proces for at ændre dets molekylære struktur og opnå måldiameteren.
Bejdsning: Processen med at bruge syre til at fjerne rust og hud fra overfladen af ståltovsråmaterialet. I ståltovsproduktion kaldes denne proces også for afbarkning. Det fjerner primært oxider fra tråden for at forhindre urenheder som rust i at forstyrre slibning og beskadige trækmatricen.
Fosfatering: I lægmandssprog involverer processen at nedsænke materialet i en fosfatopløsning for at skabe en vanduopløselig fosfatfilm på overfladen.- Dette giver en vis grad af korrosionsbeskyttelse.
Slugging: Processen med at trække tråd gennem et hul i midten af forskellige matricer til at trække metaltråd, ofte runde, firkantede, ottekantede eller andre specielle former. Når metallet tvinges gennem hullet, ændres dets størrelse og form. Kold-trukken tråd: Almindelig rundstål trækkes med magt gennem et hul, der er lidt mindre end dets diameter. Dette får stålets diameter til at falde og dets længde til at øges. Gentagelse af denne proces reducerer stålets størrelse yderligere. Denne plastiske deformation øger stålets hårdhed, og dets plasticitet er stort set elimineret. Denne type stål kan bruges, når styrke er afgørende, ikke plasticitet.
Tempering: Fordi ståltrådens molekylære struktur er blevet ødelagt, er anløbning den eneste måde at genoprette dens indre struktur. Dette giver mulighed for yderligere tegning, hvilket gør den mindre tilbøjelig til at gå i stykker og opnå den ønskede styrke. Styrke er det, vi kalder trækstyrke. Styrke opnås gennem tegning, ikke varmebehandling. Dette er den vigtigste forskel mellem ståltovsproduktion og bearbejdning. Ståltove med høj-styrke har høj trækstyrke, men er mindre slidstærke-og mindre fleksible.
